Kategoriarkiv: Sund og skøn

Sådan får du en smuk og sund hud

19.05.2013 af: Missfirelake Kategori: Sund og skøn ,

Jeg har her samlet en liste med mine bedste tips til, hvordan du får en smuk hud med en sund glød.

Min hud er problemfri til trods for lidt vintertørhed, som jeg holder nede med forskellige tricks og fiduser. Bumser og dets lige kan da titte frem, men det er virkelig sjældent, det sker. Min erfaring og vurdering er da også, at bumser ikke er et onde, man bare må leve med, “for sådan er det”. I langt de fleste tilfælde vil den rette kost og de rette hudplejerutiner kunne gøre en forskel. Er problemet decideret akne, vil jeg foreslå, at man konsulterer en kostvejleder eller kosmetolog.

Mange af mine tips har du sikkert hørt før, men her får du dem fra én, som faktisk bruger disse tips, som har givet en flot og sund hud til følge!

  • Spis sunde fedtstoffer
    Dine celler har brug for mange af de “gode” fedtsyrer, som du kan få fra f.eks. fisk, nødder og avokado. Den rette balance af omega-3 og omega-6 fedtsyrer smører huden indefra og gør den blødere, glatter og sundere – desuden forebygges hudproblemer som eksem og psoriasis. For at være dækket ind, tager jeg fiskeolie hver morgen samt gerne en spsk. hørfrøolie i min grød – hørfrøolie er særligt rig på omega-3.
  • Ansigtsolie eller -serum
    Hold huden tilstrækkeligt næret med fugt – og undgå rødme omkring næsen – ved at bruge en ansigtsolie eller -serum under din dag- og natcreme. Jeg kan især anbefale PUKKAs ansigtsolier (læs mere her).
  • Drik vand og urtete
    Vand renser kroppen for affaldsstoffer – ophobning i affaldsstoffer afspejles i huden. Derudover er det med til at opretholde hudens elasticitet og forhindrer udtøring.
  • Sund kost (uden junk!)
    Et tip, du sikkert har hørt før, men det viser bare, at der er noget om snakken: Sund kost giver en sund hud! Længere er den ikke.
  • Sov mellem 7-8 timer hver nat
    Når vi er i søvnunderskud, producerer kroppen nemlig mere af stresshormonet kortisol, og det kan både irritere din hud og øge betændelsestilstande i kroppen – og dermed påvirke huden. Hvis du ikke får sovet nok, øger de inflammatoriske celler i kroppen nedbrydningen af kollagen og hyaluronsyre, der ellers giver huden en naturlige glød og elasticitet. Mit råd er derfor, at du sover mindst 7 timer hver nat.
  • Drop (for Guds skyld!) cigaretterne
    Forskning viser, at en person, der har røget ti eller flere cigaretter om dagen i mindst ti år, er statistisk mere udsat for at udvikle dybe rynker, læderagtig hud og en gullig/grålig teint. Men det ikke for sent at stoppe og mindske de triste udsigter – selv mennesker, der har røget i mange år, får færre rynker i ansigtet og en forbedret teint, når de holder op! (kilde: Vøhtz)
  • Begræns indtaget af alkohol og sukker
    For meget alkohol giver dig en rødmoset og hævet hud – se strålende eksempler her. Du kender sikkert den rødmossede hud efter en vild nat i byen – det gør jeg i hvert fald! For meget sukker påvirker ligeledes dit ansigt: Det kan give bumser, rynker og mat hud – se eksempel her.
  • Pas på din hud i solen
    En vis mængde sollys er gavnligt for sundheden, men for meget kan beskadige huden. UVA-stråler kan give langvarige skader, da den trænger dybt ned i huden, hvilket kan medføre tidlige aldersforandringer. Pas på din hud med tilstrækkeligt med solcreme ikke kun, når du slikker sol, men også generelt i årets “lyse måneder” – det kan f.eks. være ved hjælp af en dagcreme med solfaktor.
  • Rens huden hver morgen og aften
    Rens huden morgen og aften med gode, milde produkter uden parabener og andet skidt og møg. Din hud optager de kemikalier, produkterne er tilsat, og det kan give dig flere helbredsmæssige problemer både nu og på længere sigt. Ved at rense din hud fri for make up og bilos, inden du går i seng, skaber du det bedste incitament for, at huden kan bruge natten på at forny sig. Om morgen er det ligeledes vigtig med en omgang mild vask, da huden lader affaldsstofferne komme ud gennem huden i løbet af nattens reproduktion – og de skal naturligvis vaskes af dagen efter, inden et lag dagcreme smøres på.

    Jeg er glad for NUXE Rêve de Miel “Gentle Cleansing Gel”, som kan købes i Matas til en rimelig pris.

  • Bekæmp urenheder sådan!
    Hvis din hud i en periode er uren og mat, kan det skyldes en stresset periode i dit liv. Du vil derfor have gavn af en tre dages detoxkur, som renser ud i dit system. Det vil højst sandsynligt være en kur bestående af vand, urtete, økologisk frugt og grønt – ingen kaffe, korn, mælk, sukker eller alkohol i hvert fald!

    Har der sneget sig en pludselig bums i vejen, så har jeg virkelig gode erfaringer med “SHISEIDO Pureness”, som jeg har haft de sidste mange år (den kan købes i Matas). Den er virkelig et vidundermiddel – smør geleen på bumsen, og inden for få timer har den sneget sig væk igen!

  • Dyrk motion
    Det giver en sund kulør, da det (også) er med til at fjerne affaldsstofferne i kroppen.

Jeg håber, du kan få lidt ud af ovenstående. Det virker i hvert fald for mig.
En flot og sund hud bevirker, at du ikke behøver særlig meget make up – eller noget i det hele taget – for at se flot og frisk ud!

 

Billede: www.politiken.dk

Boganbefaling: “Smuk og sund – uden tilsætning”

02.05.2013 af: Missfirelake Kategori: Sund og skøn

Du skal møde min virkelig gode ven, som har givet mig helt utrolig meget inspiration og viden i forhold til sund kost, hudpleje og livsstil: Bogen “Smuk og sund – uden tilsætning” af Charlotte Vøhtz.

 

Charlotte Vøhtz er kvinden bag firmaet Green People, som har et sortiment på over 100 økologiske plejeprodukter. Hun er en ægte pioner inden for naturlig skønhed og velvære.
Bogen “Smuk og sund – uden tilsætning” byder på et væld af praktiske tips og råd om, hvordan man bedst plejer hud og krop på den naturlige måde. Kapitlerne er velskrevne og ligetil og dækker blandt andet:

  • Indre skønhed – skønhed og velvære indefra
  • Huden – hvordan fungerer den, og hvordan plejer man den på en naturlig måde?
  • Kroppen – guide til daglig pleje, som giver smuk hud
  • Håret – sådan holder du hår og hovedbund sund

Det bedste er, at bogen også kan blive din gode ven – du kan nemlig købe den i boghandlere som på nettet. Online er den dog en anelse dyr (175,- på SAXO): Jeg købte min til 50 kr. i en almindelig boghandel. Men lur mig, om du ikke også kan købe den på Pensum…

Det er en god og fornuftig investering til boghylden, som du aldrig bliver træt af at bladre i!

Sunde hudplejeprodukter jeg bruger dagligt

18.04.2013 af: Missfirelake Kategori: Sund og skøn

Lige for tiden ser mit produktarsenal på hudplejesiden således ud:

  • Mádara Deodorant
    Økologisk deodorant uden parabener. Den giver en rigtig god beskyttelse og friskhed hele dagen – dog tørrer den en smule langsomt. Den koster 99 kroner og kan blandt andet købes i Magasin, i helsekostbutikker og på nettet naturlivis.
  • Annemarie Börlind dagcreme til sensitiv hud
    En beskyttende, beroligende og fugtighedsgivende dagcreme – helt fri for konserveringsmidler, parfume og farvestoffer. Naturligt solfilter svarende til SPF 4. Super, super god dagcreme, der kan købes i helsekosten og på nettet fra 149 kroner.
    Alle produkter fra Annemarie Börlind produceres under streng kvalitetskontrol og er 100 % biologisk nedbrydelige.

    Med sommerens (forhåbentlige) komme går der ikke længe, før jeg igen skal have gang i Green Peoples dagcreme med solfaktor 15. Cremen brugte jeg også sidste sommer, og jeg kan kun give den plusser med herfra.

  • Arganolie
    Jeg har købt denne argan olie i Marokko, men du kan sagtens finde en tilsvarende på nettet og i diverse helsekostbutikker. Jeg bruger olien under min dag- og natcreme i de mest tørkeramte områder som f.eks. rundt om næsen. Hvis du døjer med tør hud i ansigtet, er en god ansigtsolie min absolut bedste anbefaling.

    Jeg vil til hver en tid også anbefale PUKKA’s ansigtsolie, som jeg brugte før, den slap op, og jeg gik over til arganolien. En god hybenkerne- eller rosenbladeolie er også god til tør hud.

  • Nuxe øjencreme
    “Contour des Yeux Prodigieux” – fugtgivende øjencreme til alle hudtyper og uden parabener. Pris ca. 175,-. Nuxe-produkter kan købes i både Matas, Magasin og overalt på nettet.
  • Cleansing Milk fra Madara
    Økologisk make up-fjerner, som jeg bruger morgen og aften inden dag- og natcreme kommer på. Den giver en dejlig frisk følelse og kommer ikke i øjnene og svier af h til… Pris ca. 145,- i helsekost og på nettet.
  • Natcreme fra REN
    “Frankincense Revitalising Night Cream” fra REN er skøn, skøn, skøn. Den føles let på huden og trænger hurtigt ind. Desuden er cremen uden petrokemiske ingredienser, sulfater, parabener og syntetiske duft og farvestoffer. Dét er da bare den skønneste følelse af gå i seng med. Cremen er drøj i brug, men dertil også en smule peberet og koster ca. 345,- i butikkerne. Du kan uden tvivl finde den billigere på nettet.

FNUG neglelak med gratis fragt

07.04.2013 af: Missfirelake Kategori: Sund og skøn

Jeg vidste, jeg nok skulle finde ud af det! Altså hvor jeg kunne kan købe FNUG neglelak fragtfrit. Desuden fandt jeg aldrig et sted, jeg kunne finde de flotte neglelakker i Aarhus – så da Google fandt frem til Nora & Frække Frode, som sælger FNUG neglelakker med gratis fragt, var jeg klar!

Webshoppen havde så desværre ikke liiige de farver, jeg var på udkig efter – men jeg synes selv, jeg har fundet et godt alternativ. I stedet blev det farven “Fashion Insider“, som er en slags støvet koral.

Du finder 25 andre farver derinde, så mon ikke, du kan finde en farve, du kan lide. Jeg kunne omtrent købe dem alle – de er  flotte. Nu skal jeg se, om lakken kan stå distancen i forhold til kvaliteten. Det vil afgøre, om der skal flere fine farver hjem i min favn :)

Leave in-hårkur, der efterlader håret blankt og blød

03.04.2013 af: Missfirelake Kategori: Sund og skøn

Jeg har ledt med lys og lygte efter den perfekte hårkur. Velvidende, at hårkure du enten skal have siddende i ti minutter eller sove med natten over, bliver for “besværlige” for mig, så har jeg specifikt sat jagten ind på en leave in-kur. Lige til og nemt – just the way I like it!

Dertil har det naturligvis været et absolut must, at kuren ikke indeholder nogle grumme tilsætningsstoffer såsom alkohol (ethanol), syntetiske parfumestoffer og parabener (-paraben). Tilsætningsstoffer som disse er direkte giftige for levende celler og går direkte i blodbanerne og videre ud i kroppens organer, når de kommer i kontakt med hud og hår.

Treatment 1 fra Purely Professional
Ja tak. Efter at have prøvet kuren i løbet af påsken, kan jeg bekræfte følgende punkter:

  • Den er nem og lige til
  • Den er drøj i brug (hvilket opvejer den småpeberede pris: 245 kr)
  • Den efterlader håret blødt og blankt
  • Den tynger ikke håret
  • Den føles “rigtig”

Jamen, jeg er så glad for min nye hårkur – som du nok kan fornemme. En portion på størrelse med en ært kommes i mit håndklædetørrede hår, og når håret er tørt, er det blødt og glat – og vigtigst af alt, tynger kuren overhovedet ikke.

Hårkuren er med kokosolie og hvedeprotein. Særligt kokosolie har vist sig at være omtrent det eneste produkt, som kan trænge igennem det yderste lag af håret og ind i kernen, hvor det har en genopbyggende effekt i forhold til kernen af fedt, som befinder sig inde i håret. Det er derfor et vidundermiddel til tørt og slidt hår. Produktet indeholder hverken parabener, SLS, farve, parfume eller allergifremkaldende stoffer.

Du kan købe kuren her til 245,- (plus fragt af 35 kroner).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Side 1 af 912345Sidste »

MISSFIRELAKE

Christine Ilsøe - Sundhedsglad studerende med en forkærlighed for chokolade.

Missfirelake.dk er et udtryk for min nysgerrighed og lyst til at træffe de sunde valg. Nogle gange er det en gulerod, og andre gange er det et stykke chokolade. Kunsten er at lytte til både krop og sind!

Opslagstavlen

Da jeg skal til København i praktik til efteråret, er jeg på udkig efter et værelse, jeg kan fremleje fra august til december. Jeg er ikke kræsen - kun i forhold til prisen. Fremlejer gerne fuldt møbleret! Al hjælp modtages med kyshånd!

"Motivation is what gets you started. Habit is what keeps you going" - Jim Ryan

Søg og du skal finde